Din sammenbragte familie har brug for dit lederskab

Lederskab i familien er helt centralt for, at familien lykkes. Ikke bare som sammenbragt familie, men som en hvilken som helst familie. Det er blot måske endnu mere vigtigt for den sammenbragte familie, at der er tydeligt lederskab.

Lederskab familie

Lederskab i familien – hvad betyder det overhovedet?

Jeg møder rigtig mange, der ikke orker noget som helst med lederskab, når de har fri og er hjemme sammen med deres børn. Børn de måske kun ser 3, 4 eller 7 dage i løbet af 2 uger. Når børnene endelig er der, så vil de hygge og have det rart.

Og det forstår jeg da godt. Men hvad er egentlig vores vigtigste opgave som forældre?

Jeg er den gammeldags type. Forstået på den måde, at min overbevisning er, at vores vigtigste opgave som forældre er at vise vores børn vores version af det gode liv. Altså sådan som vi forstår, hvad det gode liv er.

For at vi kan det, så kræver det, at vi tager vores lederskab af familien alvorligt.

Lederskab betyder ikke at være skrap og diktatorisk.

Lederskab betyder at lede vejen og være tydelig. Tydelig og kærlig når dem, man leder, går den vej, som man ønsker – og tydelig og kærlig, når de ikke gør.

Den tydelighed og kærlighed skaber ro og forudsigelighed for børnene. Og det er godt for børn. Det modsatte – ringe forudsigelighed og utydelige rammer – skaber stress og uro hos børn.

For at I kan tage det lederskab, så er det helt afgørende, at I er enige om, hvilke værdier, der skal styres efter hjemme hos jer, og hvordan I hver især forstår dem.

 

Eksempler på værdier

F.eks. kan en værdi være hjælpsomhed. Det er vigtigt for jer at lære jeres børn at være hjælpsomme. Forstået på denne måde, så er det blandt top 5 værdier for jer. (Det kunne lige så vel være sundhed, arbejdsomhed, humor, ærlighed osv. osv. Nu tager vi bare hjælpsomhed for eksemplets skyld.) Der vil være vidt forskellige opfattelser af, hvad “hjælpsomhed” betyder. Derfor er det meget vigtigt, at I får talt om, hvad I hver især forstår ved hjælpsomhed.

For mig personligt er hygiejne enormt vigtigt. Det kan man ikke se på hundehårene rundt omkring i hele huset, men jeg kan næsten ikke holde kvalmen tilbage, når der ikke vaskes hænder lige inden nogen laver mad – og da slet ikke, hvis jeg skal spise det.

Så tal om, hvad der er vigtigt for jer. Og tal dernæst om, hvad I forstår ved det.

Når I har gjort det, så kan i lede ud fra det.

 

At lede familien med værdier

Det vigtigste i lederskab er at gå forrest.

Hvis vi holder fast i hjælpsomhed, så er det vigtigt, at du som den voksne først og fremmest er hjælpsom.

Det næste er, at du taler om det, du ser som at være hjælpsom. Ellers skal børnene selv regne ud, hvad der for jer “tæller” som hjælpsomhed.

Når lille Ida hjælper med at dække bord, så siger du f.eks. “det gør mig glad, når du hjælper.”

På den måde gør I med de vigtigste værdier for jer.

 

Så… tag lederskab. Vis vejen. Vær tydelig.

Og gør det sammen. Det er helt centralt, at det er de to voksne, der sætter retningen og tager lederskabet for fællesskabet.

 

Læs mere om ledelse i familien i Jesper Juuls nye bog Førerulve. (Jeg har ikke læst bogen endnu, så anbefalingen baserer sig på, at hans menneskesyn ligger tæt op ad mit.)

 

Sammenbragte familier er åbne familier

Det kan nogle gange føles som om dørene til sammenbragte familier står på vid gab. Det er en udfordring for mange.

I en kernefamilie er der ikke rigtigt nogen, der blander sig i skolevalg, kost, bopæl, fritidsaktiviteter, tøjstil, typer af vinterstøvler osv. osv.

Det hører lissom til privatlivets fred. Altså med mindre, der er tale om omsorgssvigt, så lærere og pædagoger må lave indberetninger. Men det er heldigvis i meget sjældne tilfælde.

I kernefamilien er der ikke nogen, der blander sig. Mange kan have en mening, men de har ingen ret til med-beslutning om noget som helst.

Sådan er det ikke i sammenbragte familier.

Det var en af de helt store udfordringer for mig ved at leve i en sammenbragt familie for år tilbage. Og det er en af de helt store udfordringer for rigtigt mange – især kvinder.

 

sammenbragte familier er åbne familier

Der er MANGE, der ikke bare har en mening om, hvordan man gør tingene i en sammenbragt familie. Men de har også ret til at mene noget – og ret til at være med til at beslutte noget.

Jeg er ret privat, og min familie er enormt privat for mig. Jeg elsker at være den, der bestemmer ud fra, hvad jeg synes er bedst.

Sammen med min partner naturligvis. For vi vil lissom det samme med livet og familien (forhåbentlig). Hvor meget TV, der er godt. Hvilken kost der er bedst. Hvordan man taler med hinanden. På hvilke måder man bidrager til fællesskabet på. Hvilken skole, man mener er bedst for ens barn. Hvor meget der er godt at gå til i fritiden – og hvornår man skal have et job. Og så videre og så videre…

Men at skulle beslutte alt muligt sammen med en partners eks og denne nye partner – og ens egen eks-partner og dennes nye…

Så er dørene i vores sammenbragte familier piv-åbne.

Vel at mærke piv-åbne i forhold til mennesker, man ikke deler værdisæt med. Mennesker, der har valgt at leve et andet liv, end man selv har. Mennesker, man har besluttet, at man er så forskellig fra, at man ikke kan leve sammen mere på trods af løfter om medgang og modgang og til døden os skiller.

Det er bare ikke længere til døden os skiller. Men snarere til livet os skiller. Når vi ikke længere vil det samme liv.

De mennesker har alligevel en betydning og en medbestemmelse i ens liv. Det er i forhold til store ting og til små ting.

At f.eks. tidspunktet for hvornår man kan holde ferie kan afhænge af, hvornår eks’ens nye partners tvungne ferie ligger – det gør et eller andet fundamentalt ved trangen til frihed.

sammenbragte familier har dørene på vid gabBeslutningskompetencen er stækket. Dørene ind til maskinrummet – eller direktionen – er pivåbne.

Jeg rådgiver så godt som altid til, at det er nødvendigt at de to voksne partnere tager lederskabet i det nye familiefællesskab.

At alle beslutninger skal træffes dér – og ikke ovre i det gamle familiefællesskab.

Jeg mener stadig, at det er et ideal at stræbe efter – men det er og bliver et uløseligt paradoks – for om vi vil det eller ej – så er den sammenbragte familie en åben familie.

Opgaven bliver så at holde balancen i det paradoks. Det kan kun lade sig gøre, hvis det nye par er tætte samarbejdspartnere og har en åben kommunikation om alt.

Så hvis du synes, det kan være lidt svært det der sammenbragte hurlumhejhus, så er det her en af årsagerne.

,

Misundelse er en GOD ting

Brug misundelsen som dit pejlemærke.
envyI et af mine facebook-netværk for Fars Kærester er der en, der lige har meldt sig ud, fordi hun har fået en kæreste, der ikke har børn.
Tillykkerne vil ingen ende tage – og der er også ret mange, der udtrykker misundelse. Og så skrev jeg det her til mine gæve kvinder.
 
Mange af jer siger, at I er misundelige på L. Og mange af jer er det måske uden at sige det?  
 
Misundelse er ikke nødvendigvis en grim ting. Brug misundelsen – stor som lillebitte – som pejlemærke i forhold til, hvad du gerne vil have mere af i dit liv. HVORFOR er du misundelig på L?
Hvis det er, fordi hendes nye mand ikke har børn, hvad er det PRÆCIS så ved det, som DU kunne drømme om? Der er garanteret lige så mange svar, som der er mennesker med den drøm.
Bliv HELT specifik og præcis.
 
Hvis det er drømmen om, at manden er nærværende 100% af tiden og ikke forvandler sig til en dikkende Tivolifar hver anden uge? Så tal med ham om, hvordan I kan skabe mere kontinuitet i jeres liv, så hans børn bliver inddraget i det liv, I har skabt. I stedet for, at de dikterer hverdagen hver anden uge. (Bonus ved det er, at det er meget sundere for børn at opleve kærligt og tydeligt lederskab.)
 
Hvis det er drømmen om, at en anden kvinde ikke skal flytte med ind sammen med børnene hver anden uge (i overført betydning naturligvis) – så gå på opdagelse i, hvor du kan sætte en grænse for hendes værdier, energi, holdninger eller hvad det er, der flytter med.
 
Hvis det er, fordi børnene er pinlige at have med i byen, fordi de taler med mad i munden, afbryder, er sure, vilde, overgearede eller bare mærkelige, så gå på opdagelse i, hvad DET handler om. (I langt de fleste tilfælde handler det dybest set om, at det er påmindelser om, at de børn ikke er dine, men en anden kvindes – og så skal du træne i at give slip. “Not your circus – not your monkies….” ELLER gå modsat – involvér dig aktivt i, hvordan værdisættet hjemme hos jer skal udmøntes).
 
SÅ – omfavn din misundelse! Den kan være en vigtig vejviser til det liv, du drømmer om.
,

Barnets tarv må komme først

sammenbragt familie

Den sammenbragte familie er hyper kompleks, og jeg støder igen og igen på nye vinkler.

I går blev jeg gjort opmærksom på et blogindlæg fra en blogger, jeg ikke kendte.

Indlægget handlede om, at bloggerens barn fyldte 2 år, og den dag var barnet sammen med sin far, og det fik naturligt nok bloggeren til at blive nostalgisk og trist.

Jeg kan godt huske, hvordan det var ikke at være sammen med min datter på hendes fødselsdag, når hun en sjælden gang var hos sin far. Det var afskyeligt. Så stor medfølelse til bloggeren fra mig.

Men det er nu engang en del af prisen, man betaler, når man bliver skilt.

Ethvert valg har en konsekvens. Og i mange tilfælde er en af konsekvenserne (heldigvis), at man ikke holder jul og fødselsdage sammen.

Tilbage til omtalte blogindlæg.

Her fik faderens nye kæreste skylden for, at de ikke kunne fejre sønnens fødselsdag sammen.

Og så går kommentarsporet bananas. Både på bloggerens egen side og på BT, hvor bloggen også er.

Kommentarsporet er fyldt også med voksne mennesker. Ikke kun meget unge realitystjerner. Men voksne mennesker, der med stor sandsynlighed i et vist omfang repræsenterer befolkningen.

Faderens nye kæreste bliver kastet til med rådne æg i disse kommentarer, mens hun sidder i den gabestok, som bloggeren har bygget til hende.

Den mest gennemgående type af kommentarer er i retning af: “Den kæreste er ikke værdig – selvfølgelig skal forældrene fejre fødselsdagen sammen, og hun skal bare skride” -agtigt. Og så underbygges det hele med, at barnets tarv skal komme først.

JA – barnets tarv skal komme først. Altid.

Lige i dette tilfælde (og i sådan ca. alle tilfælde) ville jeg vurdere, at barnets tarv blev bedst varetaget ved, at moderen accepterede tingenes tilstand og bakkede op om faderens nye familie, så der kunne blive skabt ro for barnet.

At skabe splid og ufred og offentligt omtale et menneske, som barnet skal tilbringe store dele af sit liv med, er ikke barnets tarv.

Hvis nu vi bakker op om, at de nye familier, der opstår, bliver understøttet, og de nye roller bliver talt respektfuldt om – så er vi med til at skabe nye, stabile familiesystemer. Dét er barnets tarv.

Hjælp den nye kæreste til at finde sin plads og sin rolle, så hun har det godt. Når hun har det godt, smitter det af på hele familiesystemet. Dét er barnets tarv.

Lad det nye familiesystem finde ud af, hvordan de vil indrette sig. Om de synes, der skal holdes en eller flere fødselsdage eller juleaftener. Lad dem i ro og mag indrette sig, som det passer dem bedst. Dét er barnets tarv.

,

Konfirmation i det sammenbragte – gode råd

Konfirmation_1018130aPolitiken er blot et af medierne med fokus på konfirmation i det sammenbragte.

Og guderne skal vide, der er behov for fokus. Også et andet fokus end bare at bede de voksne blive voksne og gøre alt for barnet.

Her er, hvad jeg siger til mine kunder.

Det er barnets fest. Og hvis man på nogen som helst måde kan, så hold en fælles fest.

Nogle børn tror, at de voksne ikke kan finde ud af det, og derfor beder de om to fester. Hvis barnet beder om to fester, så spørg om han/hun i virkeligheden drømmer om én fest.

Hvis der så skal holdes én fælles fest, så skal kamelerne sluges, og der skal samtales roligt og respektfuldt til hinanden om festen. Kan man ikke det – så få hjælp af en mediator. Enten en professionel eller en ven, begge parter har tillid til.

PLANLÆG – i detaljer. Og skriv alle aftaler ned i et fælles dokument.

Hvem sidder hvor i kirken? Hvor mange pladser er der på bænken – og hvem skal de pladser så gå til? Det er god stil at holde par – og dermed nye familiesystemer – sammen. Fars kæreste hører til ved siden af Far, ligesom mors mand hører til ved siden af mor. Pas også på de nye familiesystemer i det her.

Hvem sidder hvor til festen? SKAL der være nogen, der er til højbords? Så hører fars kæreste til ved siden af far. Ellers er der mange forskellige måder. Runde borde, hvor mor sidder ved et med sin familie og far ved et andet – og konfirmanden har plads begge steder er et alternativ.

Hvem har hvilken rolle? Fordel rollerne og tal om forventninger. F.eks. er det fint at tale om, hvem der holder tale og i hvilken rækkefølge. Hvem siger velkommen? Hvem siger tak for i dag?

Hvor holdes festen? Der er ofte færre konflikter, hvis festen holdes ude, for da er man ikke på nogens hjemmebane. De færreste har økonomi til det, og så kræver det, at man er åben ift., at det f.eks. kan være svært for fars nye kone at ordne dessert i eks’ens køkken eller skal igennem soveværelset for at komme på toilet osv. osv.

Lav en køreplan for hele festen. En fælles plan med alle “forældre” og en mindre plan for det individuelle par. Er du fars nye kæreste i det, så find ud af, hvad du har brug for og bed om det.

Der vil opstå mange følelser. Alt det nye på kryds og på tværs kan være noget af en opgave. De nye partnere skal hjælpes igennem sådan en dag. Ikke bare fordi de er svage eller sårbare – men også for at sende vigtige signaler om, at dette nye familiesystem skal værnes om.

Ja, konfirmationen er konfirmandens dag, men der skal også passes på sprøde, nye(ere) familiesystemer i det.

,

Svigerforældre er bedsteforældre – også i det sammenbragte

bedsteforældreDet er svært at være bedsteforældre og svigerforældre og eks-svigerforældre, men stadig bedsteforældre. Det er en kompleks situation.

Forstil dig det her scenarie:

Du er kvinde. Har fået en kæreste. Kæresten har børn. I kæmper bravt for at få jeres nye sammenbragte familie til at fungere. Til at føles som en familie.

Det kræver hårdt arbejde. Det ved I begge to godt.

Men hjemme hos kærestens forældre – dine nye svigerforældre – står der et billede fremme på reolen af din kæreste og hans ekskone.

Det er et bryllupsbillede. De ser lykkelige ud.

“Tænk at vifte det der op i hovedet på mig! Magen til dårlig stil har jeg da aldrig oplevet før!” tænker du.

Og tankerne fortsætter: “Det er da totalt mangel på respekt for mig og min kærestes nye familie at have det billede stående!”

Og så kører tankerne i ring med dig.

Men hvad nu hvis det ikke handlede om dig?

Hvad nu hvis det handlede om, at de mennesker har respekt for det menneske, der har givet dem børnebørn?

At den dag er et dejligt minde for dem?

Hvad nu hvis din kærestes (og din) konflikt med hans eks ikke har noget med bedsteforældrene at gøre?

Hvad skal der til for at du kan tage dit eget drama ud af ligningen?

Nej, jeg siger ikke, det er nemt.

Men måske er der en befrielse i at se, at det ikke handler om dig.

(Og ellers tal med dine svigerforældre om, hvad det gøre ved dig, at HUN hænger der. De gør det garanteret ikke for at såre dig. De er ikke tankelæsere.)

, , , ,

Skilsmissejul: Alle valg har konsekvenser

christmas-tree-clip-art-christmas-tree-clipartDet er sandt, men ikke altid rart det der med konsekvenser for valg.

Og det er et af de temaer, der er blevet arbejdet mest med i den forgangne uge på mit kontor. Både med par og med dem, der kommer til mig alene.

Og den nært forestående årsag er i mange af tilfældene julen.

Man vil gerne skilles. Men man vil ikke undvære sine børn juleaften.

“Julen giver ikke mening uden mine børn!”

Nej. Men det er en af omkostninger, der er ved at blive skilt.

Alle valg har (mindst) en konsekvens.

Det, der så kommer til at ske er, at man prøver at få det bedste af det hele. Man holder jul sammen med eks’en og prøver at holde gode miner til slet spil. Og sidder der med tørre tænder. Og gør alt for ikke at eksplodere over alle de grunde, man gik fra hinanden. Eller man falder ind i en god gænge og formår at lege far, mor og børn denne ene aften. Mens den nye kæreste sidder hjemme hos sine forældre. Og er udenfor.

Der er mange mulige set-ups.

Og ofte pakkes det ind i “for børnenes skyld.”

Jeg køber den ikke. I langt de fleste tilfælde er det for de voksnes skyld. Fordi “julen ikke giver mening uden mine børn.”

Brug kræfterne på at skabe nye traditioner. Nye fællesskaber.

Kig indad i dit nye parforhold og kig efter, hvad I kan skabe sammen der.

Sig tak til oplevelserne og traditionerne i den gamle familie.

Og se fremad.

Også selvom du “kun” har dine børn hver anden jul. Så lav andre traditioner. Gå i Tivoli den 22. Gå en tur i skoven den 25.

Skab nye traditioner, der er med til at konstituere nye fællesskaber.

Og så skal det nok blive en glædelig jul.

, , , ,

Dom er en meget ukærlig handling

judgeJeg følger Elizabeth Gilbert (du ved hende med “Eat, Pray, Love”) på Facebook, og i går postede hun dette billede.

Jeg kopierede det straks over i det netværk, jeg har startet for Fars Kærester. Det er nemlig den vigtigste regel i det netværk. Dom møder man nemlig rigeligt af fra omverdenen, når man er stedmor, fars kæreste, bonusmor, eller hvad man kalder sig.

Som Fars Kæreste bliver man ofte dømt for at være ikke-rummelig eller ukærlig.

Tænk, jeg synes, at den dom er noget af det mest ukærlige og ikke-rummelige.

Hvor er kærligheden og accepten af det menneske, der i en given situation ikke magter det kærlige og rummelige valg?

Hvad gør det ved det menneske at blive dømt? Bliver man mere kærlig og rummelig af det?

Nej, vel?

Hvad nu hvis man i stedet formåede at møde det menneske kærligt og sige:

“Jeg hører hvad du siger – hvad har du brug for lige nu for at forbedre din situation?”

At dømme den anden for sin ukærlighed er i virkelighed også ukærligt over for sig selv. For hvordan kan man rumme sig selv den dag, man ikke formår at handle kærligt, når man har dom på det?

Så – døm ikke, for du har også selv engang fucked op.

Og døm ikke, for du aner ikke, hvordan det er at være den anden.

, , , , , , ,

“Jeg dur bare ikke til det sammenbragte!”

snowwhiteNår det sammenbragte liv falder fra hinanden, er der rigtig mange kvinder, der har den overbevisning, at det er fordi, de bare ikke dur til at leve i en sammenbragt familie.

Deres overbevisninger lyder nogenlunde sådan her:

  • “Det der er bare ikke noget for mig!”
  • “Jeg kan simpelthen bare ikke leve med andres børn.”
  • “Jeg kan nok bare ikke finde ud af det.”
  • “Jeg bliver nødt til at finde en mand uden børn.”
  • “Jeg skal nok bare aldrig leve med en mand.”

 

Og sådan kunne man fortsætte listen af overbevisninger, der allesammen handler om at placere skylden ét sted i familiesystemet. Og det nemmeste sted at placere skylden er på Den Onde Stedmoder.

Eller tro på, at man er den onde stedmoder.

Pr. definition.

Det er løgn.

 

Der er (mindst) to vigtige ting at forstå i denne sammenhæng:

1. Når et parforhold går i stykker, eller et sammenbragt familiesystem opløses, er det HELE systemet, der bærer et ansvar. Det er SYSTEMET, der er dysfunktionelt. 

Vi kan ikke placere hele skylden eller det fulde ansvar på et medlem af systemet. Dysfunktionaliteten skabes i relationerne i systemet.

2. Når vi skal forstå, hvorfor et parforhold i det sammenbragte ikke fungerer, skal vi ikke kigge på den familie, vi er vokset op i, men vi skal kigge på de forliste parforhold vi hver især har med os.

Mange traditionelle familieterapeuter går til parrets opvækst og prøver der at finde nøglen til et ringe fungerende parforhold. I det sammenbragte bliver vi nødt til at stedet at kigge på, hvordan man hver især er blevet skilt. Man må med andre ord lave det man kunne kalde en “skilsmisse-obduktion” for at undersøge, hvad man tager med sig af skrammel ind i det næste forhold.

 

Så nej, kære Fars (eks)kæreste – det er ikke din skyld, at forholdet gik i stykker og det sammenbragte familiesystem blev opløst.

Det er et ansvar, I allesammen i systemet må bære. Og jo hurtigere, I allesammen kan se og tage egen del af ansvaret, jo hurtigere kommer I videre.

 

 

, , ,

Far, husk ALLE dine børn

father

I mange sammenbragte familier, er der også kommet fælles børn til, som er der hele tiden. Særbørnene, som man sådan lidt klinisk kalder de børn, man har med en anden, er der kun noget af tiden.

Så hvordan indhenter du som far eller mor den tid, børnene ikke var der, hvor de andre børn havde en?

Det gør du ikke.

Du kan ikke indhente den tid, og det er ikke meningen. Hvis det var sådan, så ville delebørn have deres forældres udelte opmærksomhed hele tiden, og det er jeg ikke sikker på, er en god ide.

Til gengæld er jeg sikker på, at alle børn har krav på en nærværende far/mor – også når særbarnet er der.

Hvordan mon det vil føles for et barn, at der er mere far eller mere mor til det andet barn, når det kommer?

Når alle børn er samlet, er muligheden der til gengæld for at have alle børn hos dig og hjælpe søskenderelationerne på vej. Søskende er vigtige!

“Jeg vil ikke have en konflikt, når jeg kun har ham 5 ud af 14 dage!”

Det er måske ikke rart – men det er vigtigt at holde fast i rammer og grænser, også selvom du kun ser dit barn 5 ud af 14 dage.

Hvis ting ændres 5 ud af 14 dage, bliver alle i hjemmet forvirrede. Bortset fra den forælder, der skaber ændringerne og særbarnet. Det gavner ingen. For særbarnet finder heller ikke ud af, hvordan livet er hjemme hos jer.

Børn skal inddrages i jeres liv, som det i forvejen er. Det betyder, at de skal inkluderes i sådan, som det er hjemme hos jer. Sådan som det er til hverdag. Hvor man også tager ud af bordet eller tømmer opvaskemaskinen, selvom man kun er der 5-7 ud af 14 dage. Så er man en del af det fællesskab.

Det betyder også, at jeres liv ikke skal vendes på hovedet, når barnet/børnene kommer.

Jo mere I kan fortsætte jeres liv som altid, jo roligere er alle overgange til glæde for både børn og voksne.

Hvordan er det hos jer?