KD 4

Fie og Morten har gennemgået et forløb med hjemmebesøg, hvor også Mortens søn var en del af det. Hjemmebesøg fremtvinger en ærlighed, som ikke er så let tilgængelig på mit kontor.

Jeg har ikke været i stand til at skære i brevet, fordi jeg blev så rørt og taknemmelig. Så her er hele brevet fra Fie og Morten.

 

Hej Sølvi

Før du kom, var vores sammenbragte familie opdelt. Den vil altid være opdelt på en eller anden måde, men det var meget markant. Det var svært for mig, Fie, at holde ud, at Mortens søn og Morten var meget sammentømrede, og jeg på en eller anden måde altid ville stå på sidelinjen.

Vi ønskede os begge to fælles børn, og mit ønske til dét, blev større og større, jo mere Morten og hans søn var tætte. Jeg ville gerne lukkes ind, og både Morten og hans søn ønskede det, men samtidig ville jeg heller ikke for langt ind i det, da sønnens mor var/er meget ustabil og drengen dermed bor hos os fuld tid.

Jeg kunne ikke overskue at skulle deltage 100% i et barns liv, når barnet ikke var mit eget.

Det var positivt overraskende, da vi havde det første hjemmebesøg.

Det var kun Morten og mig, der var hjemme. Morten var meget åben og snakkesagelig, hvilket gjorde mig tryg og gav mig en følelse af, ikke at stå alene omkring vores udfordring. Forløbet skred frem, og Mortens søn deltog også. Det fik ligeledes ham til at åbne op og tale om sine følelser. Både dem til sin egen mor og dem, til mig, som jeg fandt ud af, rent faktisk fyldte ret så meget inden i ham.

Vi blev bedre til at kommunikere sammen, alle tre. Alt i alt har det for os alle tre været en spændende og udviklende periode. Vi har lært at acceptere hinanden, men det vigtigste vi har lært, er at respektere vores EGNE følelser og skrue ned for vores egne og andres forventninger. Vi er blevet mere tro over for os selv.

Har jeg f.eks. ikke lyst til at stå og heppe på Mortens søn, når han er til fodbold, så gør jeg ikke dét! Og de ved godt, at jeg synes fodbold er kedeligt.

Jeg ville nok gøre det alligevel, hvis det var mit eget barn, for så har man bare lyst til at kigge på sit eget barn, og fodbolden er ligesom sekundær. Men jeg har ikke lyst til at kigge på Mortens søn spille og tænke “Ej, hvor er han dygtig og sød”, for sådan har jeg det ikke, og det bliver accepteret nu, hvor de ved, at det ikke er for at modkæmpe noget som helst.

Vi venter nu tvillinger sammen, Morten og jeg, og allerede nu er der et tydeligt bånd mellem os alle tre – et blodets bånd – og Mortens søn er naturligt (ikke påtaget) interesseret i de kommende lillebrødre.

Fællesskabsfølelsen er klart den samme hos os alle tre, og de “nye” børn, kommer til at forbinde os genetisk, hvilket jeg er SIKKER på, påvirker psyken for os alle. Som Mortens søn sagde: “Så bliver vi en rigtig familie”.

Vi vil anbefale alle sammenbragte familier at tale med Sølvi. Vi er sikre på, at hun vil være helt fantastisk til også at snakke med mennesker i andre situationer end den sammenbragte, men nu er det lige dét, vi har prøvet.

Tusind tak, fordi du ville bruge din tid på at hjælpe og guide vores “familie” på rette spor, før den var gledet ud i sandet.

Kærlig hilsen
Morten & Fie