Sammenbragt konfirmation – slug kamelerne

sammenbragt konfirmationSæsonen for konfirmationer er over os, og det giver hovedbrud i mange sammenbragte hjem. Jeg har samlet et par gode råd til en sammenbragt konfirmation. Hvis det virker som en samling selvfølgelige og banale råd, så glæd dig over, at du lever i en sammenbragt familie med et lavt konfliktniveau.

Mit fokus her er de voksne. Jeg tror på, at hvis de voksne har det godt, er der overskud til at sørge for, at børnene har det godt.

 

  1. Hvis det overhovedet er muligt, så hold festen sammen
    Man bliver kun konfirmeret én gang, og det er en underlig splittet ting at holde fest to gange – hvor nogle kan være med i kirke og andre ikke kan. Så hvis det på nogen som helst måde er muligt at holde gode miner til slet spil denne ene dag, så gør det.
  2. Fordel det økonomiske ligeligt
    Lad nu være med at lægge urimeligheder oven i et i forvejen konfliktfyldt felt. Find om muligt storsindet frem denne dag.
  3.  Et neutralt sted er at foretrække
    De fleste har ikke økonomien til at holde konfirmation i festlokaler – men måske er der en spejderhytte eller lignende, I kan være i, så I er på neutral grund og ikke hjemme hos den ene part. Nye partnere kan have det meget svært med at være hjemme hos eks’en. Det er ofte nemmere på neutral grund.
  4. De nye partnere skal også have lov at være i kirken
    Det er ikke sikkert, der er plads til alle på bænken, men så sørg for enten at sidde sammen med din nye kæreste et andet sted i kirken eller sørg for, at han/hun sidder sammen med andre.
  5. Placér par sammen på bordplanen
    Mors nye mand skal sidde ved siden af mor, og fars nye kone skal sidde sammen med far – og ja, barnet skal have lov at have sine forældre på hver sin side denne dag. Hvis altså I kører med en traditionel bordopstilling. At placere fars nye kæreste nede i hjørnet ved siden af Onkel Kurt er den sikre opskrift på dårlig stemning.
  6. Lad far tale før papfar
    Selvom papfar ser børnene oftere end den biologiske far, så vis ham respekt denne dag og lad ham komme før på talerlisten. Vis storsind.
  7. Tag vare på din kæreste
    Din kæreste er på udebane – hold øje med ham/hende. Sørg for, at han/hun ikke føler sig efterladt. Lav konkrete aftaler om, hvordan han/hun bedst hjælpes igennem dagen.
  8. Gives gaver med din eks – så husk din kæreste
    En jordomrejse fra Far & Mor og ingen nævner mors mand og fars kæreste – det går ikke.
  9. Hold dig ædru
    Der er potentielle konfliktfelter hvor du end kigger hen sådan en dag – så hold dig ædru. Det er nemmere at styre uden om konflikterne på lav promille.
  10. Det er barnets fest
    Det er derfor, du skal opføre dig ordentligt over for din kæreste, din eks og alle omkring dig. Glæd dig over, at det kan lykkes at holde festen sammen, fordi du tager ansvar.

 

God fest.

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *