Sammenbragte familier er åbne familier

Det kan nogle gange føles som om dørene til sammenbragte familier står på vid gab. Det er en udfordring for mange.

I en kernefamilie er der ikke rigtigt nogen, der blander sig i skolevalg, kost, bopæl, fritidsaktiviteter, tøjstil, typer af vinterstøvler osv. osv.

Det hører lissom til privatlivets fred. Altså med mindre, der er tale om omsorgssvigt, så lærere og pædagoger må lave indberetninger. Men det er heldigvis i meget sjældne tilfælde.

I kernefamilien er der ikke nogen, der blander sig. Mange kan have en mening, men de har ingen ret til med-beslutning om noget som helst.

Sådan er det ikke i sammenbragte familier.

Det var en af de helt store udfordringer for mig ved at leve i en sammenbragt familie for år tilbage. Og det er en af de helt store udfordringer for rigtigt mange – især kvinder.

 

sammenbragte familier er åbne familier

Der er MANGE, der ikke bare har en mening om, hvordan man gør tingene i en sammenbragt familie. Men de har også ret til at mene noget – og ret til at være med til at beslutte noget.

Jeg er ret privat, og min familie er enormt privat for mig. Jeg elsker at være den, der bestemmer ud fra, hvad jeg synes er bedst.

Sammen med min partner naturligvis. For vi vil lissom det samme med livet og familien (forhåbentlig). Hvor meget TV, der er godt. Hvilken kost der er bedst. Hvordan man taler med hinanden. På hvilke måder man bidrager til fællesskabet på. Hvilken skole, man mener er bedst for ens barn. Hvor meget der er godt at gå til i fritiden – og hvornår man skal have et job. Og så videre og så videre…

Men at skulle beslutte alt muligt sammen med en partners eks og denne nye partner – og ens egen eks-partner og dennes nye…

Så er dørene i vores sammenbragte familier piv-åbne.

Vel at mærke piv-åbne i forhold til mennesker, man ikke deler værdisæt med. Mennesker, der har valgt at leve et andet liv, end man selv har. Mennesker, man har besluttet, at man er så forskellig fra, at man ikke kan leve sammen mere på trods af løfter om medgang og modgang og til døden os skiller.

Det er bare ikke længere til døden os skiller. Men snarere til livet os skiller. Når vi ikke længere vil det samme liv.

De mennesker har alligevel en betydning og en medbestemmelse i ens liv. Det er i forhold til store ting og til små ting.

At f.eks. tidspunktet for hvornår man kan holde ferie kan afhænge af, hvornår eks’ens nye partners tvungne ferie ligger – det gør et eller andet fundamentalt ved trangen til frihed.

sammenbragte familier har dørene på vid gabBeslutningskompetencen er stækket. Dørene ind til maskinrummet – eller direktionen – er pivåbne.

Jeg rådgiver så godt som altid til, at det er nødvendigt at de to voksne partnere tager lederskabet i det nye familiefællesskab.

At alle beslutninger skal træffes dér – og ikke ovre i det gamle familiefællesskab.

Jeg mener stadig, at det er et ideal at stræbe efter – men det er og bliver et uløseligt paradoks – for om vi vil det eller ej – så er den sammenbragte familie en åben familie.

Opgaven bliver så at holde balancen i det paradoks. Det kan kun lade sig gøre, hvis det nye par er tætte samarbejdspartnere og har en åben kommunikation om alt.

Så hvis du synes, det kan være lidt svært det der sammenbragte hurlumhejhus, så er det her en af årsagerne.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *